For dig, der arbejder med børn

Når børnene hver dag sætter sig om bordet og spiser sammen eller får en hurtig bid, inden de løber ud og leger, skabes der, udover mætte maver, et naturligt rum for læring. Sanserne kommer i spil, og madmod og madglæde udvikler sig.

Københavns Kommunes Mad- og Måltidsstrategi

I 2019 fik vi en ny Mad- og Måltidsstrategi i Københavns Kommune. Strategien fortsætter de seneste mange års satsning på økologi og madkvalitet. Som en naturlig forlængelse af arbejdet med økologi, skal måltiderne være mere klimavenlige. Konkret er målet at reducere CO2-aftrykket fra kommunens samlede fødevareindkøb med 25 procent inden 2025.

Jeres indsats i de københavnske institutioner er helt afgørende for, at vi kan nå i mål med bæredygtige måltider, hvor velsmag, godt håndværk og madglæde er i højsædet.

Rådgivning kan understøtte jeres arbejde

Som daginstitution, skole, klub eller fritidsinstitution i Københavns Kommune kan I få rådgivning til at styrke arbejdet med maden og måltiderne – både den kulinariske del og den pædagogiske del. Rådgivningen skal understøtte og styrke jeres arbejde med bæredygtige, klimavenlige måltider og være med til at omsætte Københavns Kommunes mad- og måltidsstrategi til konkrete handlinger. 

Meyers Madhus yder gratis rådgivning og afholder gratis kurser for kommunens over 1000 institutioner og tilbud indtil slutningen af 2024.

Fagligt forum for madkundskabslærere

Tilmeld dig nyhedsbrevet for madkundskabslærere, hvor du bl.a. får information om fremtidige faglige arrangementer.

Sammen om det gode måltid

Vi samarbejder med Meyers Madhus om at skabe endnu bedre måltider i de københavnske institutioner og tilbud. Sammen har vi fokus på velsmag, kvalitet og madglæde og løfter den grønne dagsorden med bæredygtige, klimavenlige måltider og mindre madspild.